Hvad gør jeg hvis …

HVIS DU FINDER NØDSTEDTE KATTE: Finder du akut syge eller tilskadekommende dyr, RING 1812, dyrenes beskyttelses vagttelefon, der er tilknyttet dyreambulance her på Fyn. Finder du en tynd, afkræftet, nedstemt, apatisk eller meget skræmt tamkat, da kontakt også 1812. Er der dyr i akut nød og har du mistanke om vanrøgt, kan du anmelde det via 1812. Og kontakte politiet. Husk du kan ALTID ANMELDE DYREVÆRNSSAGER ANONYMT. I dyreværnssager kan du også kontakte Karin Sørensen, Husdyrenes Vel i Ringe, der har stor erfarring og viden her lokalt.

HVIS DER ER VILDT LEVENDE HERRELØSE KATTE: (katte, du ikke kan løfte op i en transportkasse.) Kontakt Kattens Værn 38 88 12 00 og få hjælp med indfangning. Det er normalt GRATIS for borgere at få indfanget og aflivet vildt levende katte i Svendborg kommune. I øjeblikket venter vi på at kommunen forlænger aftalen med Kattens værn. Hvis du selv ejer matriklen, hvor kattene opholder sig, kan du ringe direkte til kattens værn og bestille indfangning. Er du lejer, skal du kontakte din vicevært eller udlejer, der skal give tilladelse til indfangning. Er du i tvivl hvem der ejer matriklen, kontakt Svendborg kommune 62 23 30 00 borgerservice/erhvervskontakten. (anmeld problemet/ søg hjælp hos kommunen, også selvom der endnu her i 2017 er uklarhed om forlængelse af samarbejdsaftalen med Kattens Værn.) Hvis du ikke allerede fodrer og vil have hjælp med indfangning af vildtlevende / uhåndterbare katte, da start med at fodre regelmæssigt, hovedmåltid om morgenen aht indfangning. Du kan altid kontakte Svendborgs kattevenner på svendkat@mail.dk hvis du har brug for hjælp, også med foder. Men du (eller din udlejer) skal selv træffe alle aftaler med Kattens Værn om indfangning.

HVIS DIN KAT ER BLEVET VÆK: EFTERLYS DEN HER PÅ HJEMMESIDEN  Er din kat mærket da kontakt dyregisterportalen og meld katten efterlyst og tjek at de har korrekt adresse og telefonnummer. Lys ALTID katten på Dyrenes beskyttelses hjemmeside fremlys katten  HUSK: alle er ikke på nettet eller facebook, så sæt tydelige opslag op lokalt feks dagligvarebutik, bibliotek, ved lokal skole, i busskure etz og kontakt eventuelt den lokale husstandsomdelte avis og spørg om de vil dele en lysning, det giver ofte pote. Spørg i nabolaget, læg sedler i naboers postkasser og bed dem holde øje og tjekke i deres i skure mv om katten er blevet lukket inde. I Svendborg er der også mange der bruger facebookgruppen: Efterlysning Af Katte Svendborg. Er du flyttet fornylig eller er din kat normalt indekat, kan det være en god ide at sætte en kasse ud med tæppe eller trøje der lugter af dig og din kat og drys gerne brugt kattegrus ud omkring huset. Gå ud med jævne mellemrum og kald, navnlig når det er mørkt og stille.

HVIS DER ER DUKKET TILLØBERE OP:  FREMLYS KATTEN HER PÅ SIDEN Dukker der en ny kat op hvor du bor og den er ved god huld og ser rask og fin ud i pelsen, da start med at hold øje med den og find ud af om den er ny i nabolaget. Snak med naboerne om de kender katten. Er katten øremærket, kan du tjekke dens mærke på dyreregisterportalen Hvis mærket er svært at læse hjælper det somme tider at gnide lidt olie på øret. De fleste dyrlæger er villige til at tjekke om en tilløber er chippet, hvis du ringer i forvejen. Dukker katten op og søger mad, da skal du fodre den og se om den er meget sulten. Hvis katten er meget tynd skal du søge hjælp. Ellers fremlys nu katten, mens du fortsætter med at fodre den.  Lav synlige opslag lokalt i dagligvareforretning omkring den lokale skole, i busskure steder hvor mange færdes. Der er mange FB grupper med efterlysninger, derfor opfordrer vi til ALTID at fremlyse dyr på DBs hjemmeside, der har overskuelig søgning, du kan også se om katten er efterlyst. Du kan også sende besked med billedet til de lokale dyrlæger og høre om de kender katten eller spørge om din husstandsomdelte gratis avis vil dele en lysning, det giver ofte pote. Mange i Svendborg bruger også facebooksiden Efterlysning Af Katte Svendborg. Du kan vælge at give en tilløber kat en løs bukseelastik om halsen med beskeden: Har denne kat en ejer? samt dit telefonnummer, men gør det KUN hvis katten holder fast til hos dig, så du ser den igen og kan fodre den. Og vigtigt: gør det kun hvis katten er i god helbredsstand og huld. Sæt elastikken så løst at katten kan komme ud af den, hvis den hænger fast i en gren. Vi fraråder at sætte halsbånd på en fremmed kat, da det ofte får folk til at tro katten er nogens og bliver den væk fra foderhjælpen, kan det derfor ende fatalt for katten, hvis ingen opdager den er i nød. Mange katte får også skader med halsbånd hvis de ikke kan komme ud af dem når de hænger fast i en gren feks.. Hvis der ikke er dukket en ejer op efter mindst 7 dages fremlysning, kan du tage kontakt til et internat, med henblik på videreformidling til nyt hjem. Under alle omstændigheder bør der,  i samarbejde med dyreværn eller dyrlæge lægges en plan for katten, hvis ikke en fremlysning får en ejer på banen.

HVIS DU FINDER KILLINGER:   Finder du killinger med eller uden deres mor, da søg ALTID hjælp og vejledning hos dyreværn/ dyrlæge. Hvis du har akut brug for hjælp med killinger, da ring 1812 for hjælp til tamkatte. Du kan også kontakte de frivillige dyreværnsforeninger   HurlumHejhusets killinger og plejekillinger de har gode plejefamilier, der tager sig af moderløse killinger eller små herreløse kattefamilier og herefter formidles kattene ud til nye ejere. Desværre dør mange små killinger hvert år, fordi velmenende mennesker uden tilstrækkelig viden eller tid til den livsnødvendige pleje, selv vil redde dem. Men små moderløse killinger har brug for den rette pleje for at overleve. Og de har brug for en mor og/eller søskende til de er 12 uger gamle for at lære og udvikle vigtige færdigheder, der skal gøre dem til levedygtige voksne katte.
Er missemor og/eller killingerne uhåndterbare / vildt levende og du ikke kan komme til killingerne, skal du kontakte Kattens Værn 38 88 12 00. Killingerne, der ikke kommer i menneskehænder går et hårdt liv i møde og fortsætter den onde spiral, derfor er det vigtigt du kontakter Kattens Værn med det samme. HJÆLPEN AFHÆNGER IKKE AF OM DU HAR FODRET!

HVIS DU FINDER EN KAT ET UTRYGT STED: Hvis du finder en skræmt/opsøgende kat et sted hvor katten er i fare (f.eks ved stærk trafikeret vej på p-plads rasteplads osv) eller hvis det er en meget skræmt / ung kat uden for en boligblok, da bør katten tages ind, mens den fremlyses / du kontakter 1812 . Alternativt kan du spørge på Svendborg dyrehospital, om de kan hjælpe mens katten fremlyses, eller kontakt et af de andre internater og bed om hjælp. Fælles for alle internater (du kan se adresser og telefonnumre under Internater) er, at en kat skal være fremlyst minimum 7 dage, før den kan optages som herreløs og du må ALDRIG aflevere en kat på internat, uden forudgående aftale.

HVIS DU VIL BEHOLDE DEN TAMME TILLØBER: Hvis du ønsker at beholde en tam tilløber, da rådfør dig ALTID først med dyreværn/ din dyrlæge, for at sikre dig alt er gjort for at finde den retmæssige ejer, inden du får den neutraliseret og øremærket og registreret i dit navn og adresse.

HVIS DU GERNE VIL BEHOLDE DEN UHÅNDTERBARE / VILDTLEVENDE KAT:  Hvis du vil beholde en vildtlevende kat, kan du i kommuner med samarbejdsaftale få gratis hjælp med indfangningen hos kattens værn 38881200 og herefter sundhedstjekkes katten. Hvis dyrlægen godkender katten til et liv som genudsætter, bliver den vaccineret, øremærket og neutraliseret, inden den sættes ud, hvor den blev indfanget. Det koster 600 kroner, resten betaler Kattens Værn. Inges Kattehjem i Odense støtter også genudsætningsprojekter, det kræver at du låner fælde og selv kommer ind med katten, der ordnes på samme vilkår til 500 kroner (KUN mod forudgående aftale!) Vælger du at genudsætte vildt levende katte,  skal du underskrive en foderværtserklæring, og sørge for daglig regelmæssig fodring, en tør lun soveplads i læ for vejret, samt tilsyn med sundheden, så katten fanges ind igen hvis den bliver syg. Hvis du senere skal flytte da sørg for i god tid at lave en plan for katten, EFTERLAD ALDRIG vildtlevende katte du har fodret på! Du kan også kontakte Svendborgs kattevenner, på svendkat@mail.dk og søge midler til genudsætning af vildt levende katte eller hjælp med foderafløsning ved rejse eller akut fodring under særlige omstændigheder.

HVIS DU VIL HOLDE STALDKATTE:  Du kan trække udgiften til foder og neutralisering fra i skat. For momsregistrerede virksomheder, f.eks. landbrug og stutterier, gælder, at udgiften til neutralisering og foder kan trækkes fra som driftsomkostning. OG en velpasset neutraliseret kat er en bedre jæger fordi den ikke har travlt med sin kønsdrift og den beskyttes mod sygdom og skader som følge af slagsmål.

HVIS DU VÆLGER  AT FODRE HERRELØSE KATTE: Vi skal ALTID fodre nødstedte katte, mens vi afklarer hvilken hjælp den trænger til. MEN begynd ikke at fodre på en kat, før du føler dig sikker på det ikke bare er nabolagets nye kat og hold ALDRIG pludseligt op med at fodre en kat, uden at der er lagt en plan for den. Begynder du at fodre en tilløber, skal du fremlyse den med det samme og gøre en aktiv indsats for at finde dens ejer og få den videre. Hold ALDRIG op med at fodre vildt levende katte du har fodret på, uden at sikre dig der bliver taget hånd om dem og søg ALTID hjælp. Hvor hårdt det end lyder så er det er altid bedre at få aflivet en vildt levende kat end at fraflytte den og tro den bare kan klare sig selv, det kan den IKKE !!

HVIS KATTE FRAFLYTTES ELLER EJER GÅR BORT:  Er kattene tamme, da kontakt 1812, da der er akut brug for at kattene kommer ind og får hjælp. Hvis du med sikkerhed ved tamkatten er fraflyttet ,bør du fodre og give vand mens der sammen med dyreværn lægges en plan for at få den ind på internat. Er det vildtlevende uhåndterbare katte der fraflyttes , da kontakt omgående Kattens Værn 38881200. Du kan altid kontakte svendkat@mail.dk hvis du har brug for hjælp med at akut fodre efterladte katte, mens de venter på indfangning.

HVIS DU MANGLER GODE RÅD OM KATTE : Inges-kattehjem og Kattens-Værn samt katteadfærds ekspert: Michelle Garnier